Parodontose

Denne sygdom starter som en betændelse i tandkødet. Behandles dette ikke, kan betændelsen brede sig til det underliggende væv, og rodhinde samt knogle nedbrydes. Ved fremskreden parodontose løsner/flytter tænderne sig. Man mærker sjældent noget til sygdommen i dens tidlige stadier, så derfor er det utrolig vigtigt at få undersøgt sit tandkød regelmæssigt af en tandlæge, så sygdommen opdages i tide. Betændelsen i tandkødet kommer pga. bakterier og tandsten, men er påvirket af mange andre faktorer som eks. arvelighed, immunforsvar, bakteriesammensætningen i munden samt rygevaner.

Desuden ved vi i dag, at der er en sammenhæng mellem diabetes og parodontose, samt hjerte-kar sygdomme og parodontose. Behandlingen af parodontose suppleres med en grundig instruktion i optimal mundhygiejne.